I Danmark har vi den stolte tradition af demokrati, der begyndte i 1849 og blev understreget i 1915. Dette startede en ny æra med samfundets medbestemmelse og mulighed for en bedre tilværelse i Danmark. Disse muligheder blev da også realiseret op igennem det 20’ende århundrede, hvor politikere lavede drastiske ændringer til den danske samfundsstruktur. Dette var årtier hvor politikerne gjorde hvad de lovede, ikke holdt tilbage for pressen, og hvor deres handlinger var for nationens bedste. Dette blev gjort igennem en masse danske reformer, hvor vi efterhånden fik opbygget det bedste sikkerhedsnet i verden, som vi i dag kender som Flexicurity-modellen. Desuden har vi nu vænnet os til gratis uddannelse og sundhedstjeneste, som vi alle har nydt godt af fra tid til anden. Der kan dog skrives argumenter for at disse har for store omkostninger i dagens Danmark, og dermed begrænser vores konkurrenceevne med resten af verden, hvilket hvis fortsat hurtigt kan blive til et problem. Derfor har vi igen brug for de datidens stærke politikere til at tage disse hårde, og til tider upopulære, beslutninger der er behov for at føre Danmark til en ny storhedstid.

Politikerne er mere bange for ikke at blive genvalgt, end rent faktisk at tage de vigtige beslutninger. De tænker i 4-års perioder, hvor alt ind imellem valgene og deres solide lønindkomst, er et spil for galleriet for at opnå så mange nye vælgere som muligt. Partierne på yderfløjene prøver så småt at få indført deres politiske agenda, som var lovet til folket, men når det kommer til stykket, har de store partier ikke mod nok til at tage den ubehagelige beslutning, selv hvis der er 4 år til næste valg. Demokratiet i Danmark er blevet som Mugabe, der startede godt ud, men nu kun har en interesse; at sidde på magten så længe som muligt.
Er det virkelig det demokrati, landets principper bygger på?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *