Af Louise Dybdal Nilsson

Her forleden snakkede jeg med min mor om krydderier, og om hvordan ingen af os havde noget imponerende kendskab til dem. Vores families madrepertoire består generelt af pasta med kødsovs, grillet kød og chili con carne. Selvfølgelig sørger vi for, at der er en salat til – lidt varieret skal det jo være. Noget, som vi begge egentlig kunne nikke genkendende til, var, at små ændringer som at tilføje koriander, chili eller ingefær gør en kæmpe forskel – og vi gør det sjældent. Så næste aften følte vi os modige og prøvede os med en indisk gryderet. Det krævede selvfølgelig, at vi købte tre bøtter af krydderi, som vi aldrig havde hørt om før, og at vi brugte lidt længere tid på aftensmaden, end vi plejede. Men tænk engang; det smagte fantastisk. Og hvad? Det var oven i købet også sundt og vegansk.

Der var noget, vi ikke var vant til. Ifølge vores opfattelse var der som regel disse sammenhænge i verden: Hvis noget var fedt eller sødt, så smagte det godt. Kød er også altid en sikker vinder. Men det viser sig, at den indiske madkultur har fat i noget. I modsætning til den typiske vestlige madkultur, hvor man, for at få maden til at smage af noget, gør den federe eller sødere – tag for eksempel amerikanske dessertopskrifter, hvor der oftest er et 1:1 forhold mellem sukker og mel.

Af samme grund er hvide mennesker tit blevet kritiseret for ikke at krydre deres mad. Det mener nogle, er det rene nonsens – vi bruger da salt! Og det gør vi i den grad. Faktisk indtager danske mænd 11 g salt dagligt og danske kvinder 8 g dagligt. Det anbefalede daglige saltindtag er 5 gram, mens man egentlig kun behøver 1,5 gram[1]. I mit hoved virker tallene ret sandsynlige, da jeg kender mange, som hælder salt ud over deres mad før de overhovedet har smagt på det. Det høje saltindtag er ikke uden konsekvenser, da det giver forhøjet blodtryk og større risiko for hjertekarsygdomme. Vi hælder så meget salt i vores mad i troen om, at det får maden til at ”smage af mere”, at vi ender med at overdøve den originale smag. Det er med samme argument at spiser ketchup til ALT.

Så hvad er problemet ved den vestlige mad? Er vi bare så dovne, at vi springer over hvor gærdet er lavest? Den vestlige kulturs mangel på kreativitet når det kommer til mad og madens store indhold af fedt, sukker og salt har nemlig konsekvenser for helbredet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg personligt gerne vil have madlavningsprocessen så kort som mulig, så jeg så hurtigt som muligt kan nå slutresultatet – det skal jo alligevel ned den samme vej, ikke? Men det kunne da godt være, at man skulle tage lidt mere end 40 minutter af til aftensmaden en gang i mellem og eksperimentere med nye krydderisammensætninger. Så næste gang du er ved at lave pasta med kødsovs for 7. gang i denne måned, så opfordrer jeg dig til at prøve noget nyt. For selvom det bare er mad, og det alligevel skal spises, så kan en lille smule mere indsats godt betale sig i sidste ende.

[1] altomkost.dk, fakta om salt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *