Af Anna Knudsen

Hver eneste dag ses ‘bivirkningerne’ af korruption og global opvarmning i form af hungersnød, naturkatastrofer, krig, ulighed, flygtninge, fattigdom og mange flere. Alle bivirkningerne kan ses som følger af hinanden. Hver eneste dag bliver der diskuteret, hvad verdens politiske ledere skal gøre ved problemerne, oftest når de frem til symptombehandlinger. De når aldrig til rødderne af problemet – ikke før de selv er i problemer – og selv der, implementerer de oftest et ustabilt demokrati, som ikke har grobund, eller et fredskorps – som besvarer vold med vold. Der bliver snakket og talt og holdt foredrag om hvad vi skal gøre ved disse problemer, men hvad er det der skaber dem?

Der er uden tvivl adskillige gode bud, men mit er nu. at når kun 7% har en universitetsuddannelse, er det svært at få nok idéer til at gøre den store forskel. Jeg tvivler stærkt på at én enkelt person vil kunne få en idé, der løser samtlige problemer vi står overfor, men når vi øger antallet af personer med en videregående uddannelser, eller måske starter med at øge antallet af voksne der kan læse – som på nuværende tidspunkt ligger på på 84%. Det virker på mig, som jo flere der har mulighed for at få en god idé, desto flere gode idéer må der komme. Der kan sidde videnskabsmænd, der gemmer på løsningen til den globale opvarmning og måden at komme til de nærmeste beboelige planeter, men det er ikke ligefrem nemt at få de idéer frem, hvis man har under en dollar at leve for om dagen. Men der kan være huller i min logik…

Desuden, er sammenhængen mellem analfabetisme og fattigdom iøjnefaldende: Sålænge man ikke har en uddannelse, kan man ikke kende sine rettigheder (der blandt andet involverer en uddannelse) og med al sandsynlighed opleve større fattigdom, hvilket skaber en ond cirkel, hvor den efterfølgende generation vil opleve det samme. Selv har de ikke meget mulighed for at flytte sig, hvilket vil sige at heroppe, herhenne, og dér hvor mennesker har overskuddet, der må vi tage os sammen. Vi bliver nødt til at hjælpe, og vi bliver nødt til at starte med at folks udgangspunkt er det samme. Folk kan noget forskelligt, og jeg forventer ikke at alle skal behandles på én måde – det er for mig ikke ligestilling – snarere skal alle have de samme muligheder og alle skal have muligheden for at kunne forandre verdenen til det bedre. Hvis ikke det, så skal vi måske starte med at folk skal kunne læse og gå mætte i seng.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *