Af Tor Osted

Vi kender det næsten alle, læreren har stået og snakket i hvad der føles som timer, sidemakkeren sidder, og smiler af en dum video på Facebook, og lige pludseligt er man selv blevet fanget af Facebooks blå skær, og lærerens monolog er blevet til baggrundsstøj. Pludseligt hører man, ”kan alle ikke lige være søde at klappe skærmene i?” I et synkront spjæt kigger halvdelen af klassen op, og adskillige computerskærme kan høres klaske ned. Læreren prøver at skjule deres skuffede ansigtsudtryk, og kigger på os, der kun har sænket skærmen nok, til at den ikke skinner os blåligt ind i ansigtet. ”Vil i ikke være søde at klappe skærmen helt i?”

Man kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed, for selvom man faktisk klappede skærmen helt ned, ved man at fokus alligevel kommer til at være hos internettet snarligst. Her kan man spørge: er hvad klassekammerat nr. whatevers planer for weekenden virkelig mere vigtig end undervisningen, når man rent faktisk tænker over det?

Jeg sad f.eks. i fysiktimen, klar til at tage noter. Jeg ved at emnet vi skulle gennemgå var svært, jeg vidste at jeg havde haft problemer med at forstå teorien på det sidste, og at det var vigtigt, at jeg tog mig sammen. Læreren startede undervisningen, og jeg skrev notater ned som en galning. Pludseligt poppede en notifikation op fra Facebook i computerens højre hjørne, ”orv nak lige den der boss i Everwing drenge.” Min opmærksomhed var kun væk fra tavlen i et splitsekund, men det læreren var i gang med at sige, lød allerede som volapyk i mine ører. Jeg havde nemlig, af en eller anden ikke forklarlig grund, allerede bestemt mig for at gå ind, og spille det der åndsvage spil på Facebook.

Selvom vi alle ved at brydningsindeks og gitterligningen ikke er lige interessant for alle, kan det stadig være svært at forklare hvordan det, at skyde på fuldkommen ensartede monstre, på en igen fuldkommen ensartet bane, er så interessant, at du ikke kan lytte til din lære snakke i mere end 20 minutter af gangen. Det læreren snakker om er jo ikke bare et eller andet tilfældigt stykke information, og selvom du måske ikke skal bruge det på arbejdsmarkedet når du er blevet topdirektør, skal du stadig bruge det til eksamen. Hvilket du, som du nok ved, har brug for at bestå hvis du gerne vil videre i livet.

Så selvom du har en vibrerende bukselomme, en plingende Facebook notifikation, og hele tre uåbnede Snapchats, synes jeg at du skal lade uvisheden om hvad der er blevet skrevet i klassechatten forblive et mysterium, og måske bare prøve at ”klappe skærmen helt ned”. Det er jo måske din fremtid, der står på spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *